Sådan gør du bilen forårsklar

Gode råd til forårsklargøring af bilen

Når vi skifter til sommertid,  er foråret for alvor på vej - og det er tid til forårsklargøring af både hjem, have og bil. Med disse 7 gode råd, kan du gå sommeren i møde med en bil, der er klar til det varmere vejr og lange solskinsdage. 

1. Skift til sommerdæk

Når temperaturen kommer over 7 grader bør man skifte til sommerdæk. Mange skifter til sommerdæk i april eller omkring påsken. Det vigtigste er, at temperaturen ikke er under 7 grader, før du skifter til sommerdæk. 

2. Tjek vinduesviskere

Selvom det ofte regner mindre henover forår og sommer, så har du stadig brug for velfungerende vinduesviskere. Det er både til at fjerne skidt som pollen og insekter, men selvfølgelig også vand fra forruden. Undersøg derfor om bilens vinduesviskere virker som de skal. Her skal du især være opmærksom på om gummiet på viskerne er helt. Skal viskerbladene skiftes, kan du ofte selv klare det.  

3. Tjek lygter 

Tjek at både bilens forlygter og baglygter virker som de skal. 

4. Rengør bilen indvendigt

Forårsrengøring er ikke kun noget der hører hjemmet til. Det er også oplagt med en ordentlig forårsrengøring af bilen. Start med at rydde op i bilen og fjern alle de unødvendige ting. Giv så bilen en grundig støvsugning. Vask bilens ruder indvendig med glasrens. Tør derefter bilens indvendige plastdele af med en fugtig klud. 

5. Vask bilen udvendigt 

Giv bilen en grundig vask udvendigt. At køre bilen i vaskehal er en let løsning, og vælger du en god vask i vaskehallen, får du også et godt resultat. Vælger du at vaske bilen i hånden - så brug en spand, børste og vandslange. Når du vasker bilen i hånden, kan du komme ind alle de steder, hvor vaskehallens børster ikke kan nå. Vasker du bilen i hånden, kan du også nemmere spotte ridser eller skrammer i lakken. Når bilen først har fået en grundig vask, kan du nemt holde den pæn resten af året med en billig bilvask fra vaskehallen. 

6. Tjek for lakskader 

Efter bilen er vasket, kan du give den lakrens og lakforsegler med nogle bløde klude. Det kan tage de værste lakskader og forebygge dem. Kan du se mange små rustpletter - også kaldet flyverust - kan du overveje om bilen skal sendes til lakbehandling. Flyverust er små rustne ujævnheder i lakken, og de fleste bilplejecentre kan nemt fikse det for et par tusinde kroner. 

7. Fyld sprinklervæske på bilen

Forårssolen kan være skarp og det kan være næsten umuligt at se ud af en beskidt forrude. Sørg derfor for at fylde sprinklervæske på bilen. Det skal være sommersprinklervæske, da der er forskel på sprinklervæskens egenskaber til vinterbrug og sommerbrug. Vintersprinklervæske er nemlig frostsikret og egnet til kolde temperaturer. Hvorimod sommersprinklervæske er bedre om sommeren, bl.a. fordi den er egnet til at rense insekter af forruden. 

Relaterede artikler