Hvilke muligheder er der for elbiler med anhængertræk?
Kører du med campingvogn, hestetrailer eller anden tung anhænger, så tænker du sikkert, at en elbil ikke er noget for dig. Der er nemlig en opfattelse af, at elbiler ikke er egnet til at trække en anhænger. Men det er ikke nødvendigvis sandt. Der er nemlig efterhånden flere elbiler på markedet, som kan trække en anhænger.
Hvilken elbil kan trække mest?
I 2021 er den bil, der kan trække mest en Tesla X. Den store bil vejer i sig selv 2,4 ton og det er også denne kampvægt, der ligger til grund for, at den kan trække en tung anhænger. En Tesla model X kan nemlig trække op til 2.250 kg.
Hvilke elbiler har anhængertræk?
Generelt tilbyder Tesla mulighed for anhængertræk på flere af deres modeller. En Tesla model Y kan trække op til 1.600 kg - hvorimod en Tesla model 3 kan trække 1.000 kg.
Det er ikke kun Tesla, der tilbyder elbiler med anhængertræk. Fx kan både en Mercedes-Benz EQC og en Audi e-Tron trække op til 1.800 kg. En Hyundai Ioniq 5 med firehjulstræk kan trække op til 1600 kg og en Nissan Ariya kan trække 1500 kg.
Er en elbil god til at trække en campingvogn?
Skal du køre på ferie med din campingvogn, er det vigtigt med behagelig kørsel på turen. Ved at vælge en elbil som trækker, skal du være opmærksom på, hvor langt elbilen kører på en opladning. Den tunge campingvogn vil nemlig komme til at have indflydelse på, hvor langt elbilen kan køre før batteriet skal oplades igen. Skal bilen lades tit, vil du derfor ende med at bruge meget tid ved en ladestander. Det er derfor en god idé at snakke med forhandleren om, hvilke elbiler der har en lang rækkevidde, mens den trækker en campingvogn.
Valg af anhængertræk
Der er nogle steder muligt at købe anhængertræk til elbil, der ikke er fabriksgodkendte. Det anbefales dog, at du kun anvender fabriksgodkendte anhængertræk til din elbil.
Nye elbiler på markedet
Der kommer hele tiden nye elbiler på markedet med mulighed for anhængertræk. Det handler derfor om at holde øje med de nye elbiler og evt. tage en snak med din forhandler om bilens evner til at trække en anhænger.