Vi guider dig til den perfekte familiebil
Få vores bedste bud på en række familiebiler, og hvordan de kan imødekomme jeres behov som familie.
Står I overfor en familieforøgelse, enten med det første barn på vej eller måske med det andet eller tredje i rækken? Så vil I højst sandsynligt opleve, at kravene til jeres køretøj har ændret sig. I denne artikel giver vi vores bedste bud på en række familiebiler, og hvordan de hver især kan imødekomme præcis jeres behov som familie.
Hvilken familiebil skal vi vælge?
For en familie med børn er kravene til bilen ofte god plads, rummelighed og driftsikkerhed. Familier med mindre børn kan med garanti nikke genkendende til, hvor pladskrævende en autostol er. Skal der så ovenikøbet være plads til mere end én autostol - så bliver den gode plads ekstra vigtig. Udover autostole vil en stor familie ofte have behov for at køre rundt med meget bagage, som fx en barnevogn, klapvogn og/eller store indkøb. Hvis du er en familie, der rejser på bilferie, er behovet for god benplads til både børn og voksne vigtigt. Derudover skal der være plads til bagage evt. med mulighed for tagbokse. Nedenfor har vi listet nogle af de mest populære valg, når det drejer sig om familiebiler.
Stationcar - familiebilen med plads til det hele
En stationcar vil for mange kunne dække de behov, der er brug for i en familie. Her er der typisk tale om en bil med 5 sæder. Der er god plads på både forsæde og bagsæde, og ikke mindst i bagagerummet. Er ønsket mere bagagerumsplads kan sæderne i en stationcar lægges ned for at skabe dette. I en stationcar vil der uden problemer være plads til to autostole på bagsædet. Derudover vil der være god plads til klapvogn, barnevogn og indkøb i bagagerummet. En stationcar er den perfekte familiebil til familier med op til to små børn, der skal sidde i autostol.
- Volkswagen Passat - populær bil der findes mange af på brugtvognsmarkedet til en god pris.
- Ford Mondeo - populær bil med god rummelighed. Fås nu også som hybrid.
- Skoda Octavia - moderne familiebil. Her får du meget bil for pengene.
SUV - familiebilen der oser af overskud
Drømmer du om en familiebil der udstråler overskud og en aktiv livsstil, så er en SUV’er måske noget for dig og din familie. SUV’en er de seneste år blevet en af de foretrukne bilmodeller blandt danskerne. Det skyldes blandt andet dens store rummelighed og høje udsyn - der giver SUV’en dens klassiske “firehjulstrækker” udseende og en god følelse af sikkerhed. SUV’en har høj ind- og udstigning. Den høje profil gør sig også gældende, når bagage eller indkøb skal løftes ind i bagagerummet. I en SUV finder du god plads på bagsædet, men ofte et mindre bagagerum end i en stationcar. Med en SUV’er er du sikret behagelig kørsel for hele familien i mange timer. Mest populære SUV’er på markedet er:
- Nissan Qashqai - kåret som årets bil i 2019. Vi har testet den nyeste model fra 2021 her.
- Ford Kuga - populær plugin hybrid, med en skarp pris.
- Peugeot 3008 - kåret som årets bil i 2017, og kan i dag også fås som plugin hybrid (årets bedste bil 2017).
MPV - bilen til den store familie
Et af de populære valg for den helt store familie er en MPV. En MPV’er er en bil med stor rummelighed, og hvor sikkerheden er helt i top. MPV står for Multi Purpose Vehicle, og mange vil betegne netop denne biltype som en blanding mellem en stationcar og en minibus. En MPV’er har med dens rummelighed ofte plads til 7 personer. Du kan derfor nemt have plads til flere autostole, samtidig med der også er plads til de større børn. En MPV’er har nem ind- og udstigning. Det er en bil til den store familie, som har 3 børn eller flere. Mest populære MPV’er på markedet er:
- Volkswagen Touran - en stor tilpasselig bil, med en masse ekstraudstyr tiltænkt familiens behov. Kåret årets MPV i 2017.
- Citroën C4 Grand Picasso - populær 7-sæders familiebil med god rummelighed og fleksibilitet.
- Ford Grand C-Max - rummelig bil til dig, der vil købe en brugt familiebil (da den kun findes på brugtmarkedet). Vinder af årets brugtbil 2017.
- Ford S-Max - Vælg fx den nyeste model fra 2021. Få en bil med enorm rummelighed og et elegant ydre. Vi har testet Ford S-Max her.