Hvad koster det at lade en elbil op hjemme?
Opladning med eller uden abonnement
Har du købt en elbil eller har du planer om at købe en, så har du sikkert også stillet dig selv spørgsmålet “hvad koster det at lade en elbil op?”. Hvad det koster at lade en elbil afhænger både af hvor du lader den og om du har et ladeabonnement. Denne artikel giver et indblik i prisen for at oplade en elbil hjemme med eller uden abonnement.
Opladning af elbil hjemme med abonnement
Hvis du ønsker at få sat en ladestander op derhjemme, kan du vælge at købe eller leje en ladestander samtidig med, at du betaler for et ladeabonnement. Med en abonnementsløsning får du bl.a. serviceaftale, hjælp til at sætte ladestanderen op, en ladebrik eller adgang til en app, som du kan bruge ved opladning på farten. Hvad der præcis er med i abonnementsløsningen, kan variere fra udbyder til udbyder. Du betaler en månedlig abonnementspris til selskabet udover det, som du betaler for selve opladningen.
Kan jeg få refusion, når jeg lader derhjemme?
Har du en abonnementsløsning eller lejeaftale til din ladeboks derhjemme, så har du mulighed for at få refusion. Det vil sige, at din valgte ladeoperatør tilbagebetaler elafgiften til dig. Aftalen med refusion løber indtil 2030. Satsen for refusionen kan variere alt efter hvilken ladeoperatør, du har valgt. Dog kan man frem til 2030 få refunderet 1,14 kr. pr. kWh. Som privatperson kan du ikke få tilbagebetalt elafgiften, det skal derfor gå gennem et abonnement hos en ladeoperatør eller via en lejeaftale af boksen. Dog har afgiften været fjernet i den første halvdel af 2023, hvorfor folk både med og uden abonnementsløsning har sparet afgiften. Fremadrettet (indtil 2030) vil det dog igen kun være muligt at få refusion gennem et firma.
Opladning af elbil hjemme uden abonnement
Hvis du ønsker opladning af din elbil hjemme uden abonnement, kan du vælge kun at købe en ladestander. Du kan også vælge at lade bilen op uden ladestander blot ved at anvende et ladekabel til en almindelig stikkontakt - det kaldes et mormorkabel. At lade uden et abonnement koster det, som din almindelige strøm koster. Hvad det koster at lade din bil op derhjemme uden et abonnement afhænger af din strømpris og batteriet på din elbil.
Er det billigere at lade derhjemme end på farten?
Har du din egen ladeboks derhjemme, kan du lade din bil om natten. Her er strømmen ofte billigere - og du vil derfor spare penge i forhold til at lade den i løbet af dagen på offentlige ladestandere. Igen afhænger det af dit behov for opladning.
Er det billigst at lade op hjemme med eller uden abonnement?
Hvad der er billigst for dig afhænger af, hvilket behov du har for at lade op derhjemme. Er det sted du primært oplader din elbil derhjemme, så vil det med høj sandsynlighed bedst kunne betale sig at have et abonnement hos en ladeoperatør. Netop fordi du kan få tilbagebetalt elafgiften og derved spare en del penge. Lader du kun sjældent derhjemme, men i stedet lader din elbil på arbejdet eller andre steder, så er det ikke sikkert det kan betale sig med et abonnement. En god idé er at regne alle faktorerne sammen som fx prisen på ladeboksen, din elpris, abonnementspris samt hvor meget du evt. ville få tilbage i elafgift.