Gode råd til valg af bil til campingvogn
Kom godt afsted på campingferie med den rette bil til turen
Skal du på ferie med campingvogn? Der er nogle krav til, hvor meget din bil må trække alt efter hvilke kørekort du har. Skal du køre langt, vil der også være nogle overvejelser omkring bilens specifikationer, som er værd at have med sig.
Hvad er kravet til en bil, der skal kunne trække en campingvogn?
For at trække en campingvogn, skal du vide hvor meget din bil må trække og hvor meget din campingvogn vejer. Med et almindeligt B-kørekort må du altid køre med en anhænger på max 750 kg. Du må ofte også køre med en tungere anhænger, men dette afgøres af bilens vægt. Med et B-kørekort må du aldrig overskride en samlet totalvægt på 3500 kg. Totalvægt er vægten på både bil og anhænger.
Vejer bil og campingvogn (anhænger) mere end 3500 kg tilsammen, skal du have et udvidet kørekort. Her kan du vælge det helt store kort - et såkaldt E/B trailerkørekort. Med trailerkørekortet har du mulighed for at køre et vogntog med en samlet totalvægt på op til 7000 kg. Du kan også vælge at tage et B+ kørekort. Det giver dig lov til at køre med en totalvægt på op til 4250 kg - uanset om anhængerens vægt overstiger 750 kg.
Husk at ligegyldigt hvad, må du ikke køre med en anhænger, der er tungere end det din bil er godkendt til.
Tjek bil og campingvogns totalvægt
Hvor meget din bil må trække står på bilens registreringsattest. Du må ikke fylde mere i campingvognen end op til den vægt, som bilen er godkendt til. Campingvognens største tilladte totalvægt står ligeledes på campingvognens registreringsattest. Det er den vægt den max må veje inkl. gods.
Hvilken bil skal jeg så vælge til campingferien?
Du skal vælge en bil, der må trække det din campingvogn vejer. Hvor meget din bil må trække fremgå som sagt ofte af bilens specifikationer samt registreringsattest. Skal du køre på campingferie med plads til hele familien, kan der også være andre faktorer, der spiller ind, når du skal vælge den perfekte bil.
Fartpilot er et must
Skal du køre på ferie, så er det næsten et must med en fartpilot. Du kommer til at køre mange kilometer i samme tempo - og en fartpilot gør motorvejskørsel mere behagelig.
Sørg for et godt klima
I skal bruge mange timer i bilen, og en bil med et godt klimaanlæg eller en aircondition er derfor en god investering. Klimaanlæg og aircondition kan det samme. Den eneste forskel på de to er, at klimaanlægget selv kan regulere temperaturen efter den valgte temperatur, hvor man med en aircondition selv skal dreje på reguleringen for at opnå den rigtige temperatur.
God siddeplads til alle
En bil med god kabineplads gør også de mange timers kørsel mere behagelige. Skal der sidde passagerer på bagsædet, skal der også være plads til de sidder ordentligt - og har benplads nok. Kører du med små børn, skal der også være plads til autostole. Læs vores artikel om den perfekte familiebil.
Kan en elbil trække en campingvogn?
Flere danskere overvejer at købe en el- eller plugin hybridbil. Er man campingvognsejer, så er det dog vigtigt, at ens nye bil også kan trække familiens feriehus. Der findes efterhånden flere nye el- og plugin hybridbiler, som kan trække en anhænger. På autobrancendanmark.dk kan du se en liste over de el- og plugin hybridbiler, som kan trække en anhænger - og hvor mange kilo de kan trække. Det kan også være værd at se efter en elbil, der kan køre langt på en opladning. Da man ofte kører mange kilometer på en campingferie, kan det være upraktisk at skulle bruge meget tid på at oplade bilen.
Da en campingvogn øger totalvægten, vil du også kunne køre færre kilometer på en opladning. Desuden kan det nogle steder være svært at få plads til både bil og campingvogn ved ladestanderne på tankstationerne, da disse ofte ikke er bygget med henblik på at gøre plads til både bil og anhænger. Vil du vide mere om det at købe en elbil, så læs vores artikel om elbil eller benzinbil.